Når hundens næse er bedre end førerens øjne…

På vores gåture er det Xhocks ansvar at finde ting, alt muligt mellem himmel og jord, som har fundet vej til buskadser og hække på vores ruter. Han elsker det, for han er altid blevet belønnet for det.

I dag markerede han noget, som jeg kunne kunne lokalisere. Normalt kan jeg få ham til at trykke næsen på genstanden, hvis jeg spørger ham, hvad han har fundet, men ikke i dag.

Før denne situation havde han markeret et antal stykker plastik med matematiske opgaver i, givetvis ophængt for at få skolebørn til at kombinere en gåtur med brugen af matematik.

Senere på dagen hvor vi gentog turen fra tidligere, gentog Xhock sin markering. Nu nægtede han at forlade stedet, selvom jeg kaldte og lokkede med bolden. Han begyndte at give hals. Jeg undersøgte endnu engang stedet, men kunne stadig ikke lokalisere en genstand. Jeg tog mine læsebriller på, hvis det skulle være en meget lille genstand. Så fik jeg øje på objektet, det var et gummibånd, der hang 40 cm over jorden på en gren og når jeg nu kiggede rigtigt efter, så lå han og trykkede næsen på det. Ros og belønning (og en undskyldning) for at jeg ikke havde opdaget den første gang.